Monica - kl 05:30 d. 17. marts 2009

- Hov du! Hvem kalder du et fjols! Du kan jo ikke engang koge et æg!- Det er fordi jeg ikke spiser æg. Og jeg inviterer i hvert fald ikke gæster til sådan en omgang skidesyge!- Nu stopper I! brød Krøllebølles sidedame ind. - Begge to!Jeevan så forskrækket på hende og Krøllebølle dukkede øjeblikkeligt hovedet og gled så langt ned i stolen, at han næsten forsvandt ind under bordet. - Vi er kommet her for at hygge os, så nu begraver I to stridsøksen og bliver gode venner igen.- Du lyder ligesom mor, grinede Jeevan, men holdt inde da han mødte hendes blik.- Ja, du har ret, sagde han så.- Kom med desserten, Chander.Charlie rejste sig med rynket pande. Han hadede at blive kaldt for Chander, selv om det jo faktisk var hans navn, hans indiske navn. Charlie var bare hans kælenavn. Med lange skridt gik han ud i køkkenet og kom tilbage med en skål, på størrelse med en balje.Folk tog små portioner, højst to skefulde og smagte først med det yderste af tungen. Det var ikke stærkt, det smagte af sukker. Candyfloss. Og så lignede det yoghurt, tyndt lyserødt yoghurt, med noget krymmel ovenpå, der satte sig fast på tænderne.Folk begyndte at fnise.- Ja, ja, sagde Jeevan surt, - Så laver jeg lige hurtigt nogle familiepizzaer.- Kan man få salat ovenpå? spurgte jeg og så bedende på ham.- Ja, og ekstra ost. Men så skal du selv lave den, sagde Jeevan og blinkede til mig.- Nå, sikke en service, brummede Krøllebølle.- Ja, Karim, og du går også med. Kom så Tykke, sagde Jeevan og hev ham op af stolen. Utroligt så hurtig han fik mælet igen.- Der er nok alligevel ikke meget juleaften over det her, hva’? sagde Charlie, mens han klaskede noget salat ovenpå pizzaen.- Det gør heller ikke noget, sagde jeg.- Du var ellers god med det mælk dér, sagde jeg med et fnis, og tilføjede: - Rescue 911.- Hold nu kæft ... sagde Charlie og smed en god blanding salat og ost efter mig.Der var helt stille, mens folk gnaskede pizza i sig. Ingen kunne lave pizza som Jeevan. Og Charlie og jeg.- Hey! sagde Charlie, - kom med.Ingen så vi gik, de havde travlt med at spise og begyndte at snakke og sladre, og hvad ved jeg.Vi gik ned ad skolestien i et højt tempo, det var pissekoldt, og jeg anede ikke, hvor vi var på vej hen, men Charlie virkede målrettet. Jeg havde hverken hue, halstørklæde eller vanter på, og jeg kunne næsten høre min mor sige: ”Jamen, hvis du absolut vil have lungebetændelse, så kan jeg jo ikke stoppe dig!” Men det var kun hvis hun var i det humør; altså forsmået-mor-til-uregerlig-teenager. Hvis hun derimod var sit ekstatiske ”happy go lucky”-humør, ville hun have sagt: ”Sådan en enkelt kold tur er der jo heller ingen, der er døde af endnu”. Det var bare aldrig til at vide, hvilket humør hun var i.- Hvor vi er på vej hen? spurgte jeg.- Jeg har aftalt at mødes med Jazzy Jo ved savværket her om lidt, sagde Charlie og stak sine hænder i lommen.- Det var da ellers et hyggeligt sted ... Her om aftenen, sagde jeg i et ironisk tonefald.- Ja. Han bor lige overfor.