Gry - kl. 01:25 d. 17. marts 2009

Dagen efter jeg blev seksten år, flyttede Lange Lars og Lydia ind i skabet igen. Det var der som sådan ikke noget nyt i; de flyttede ud og ind af det skab ustandselig og sagde hverken goddag eller farvel. Da jeg var yngre, sørgede jeg altid for at bunden af skabet var ryddet, så der var plads til dem, når de kom tilbage. Det havde jeg faktisk også gjort, efter de rejste sidste gang, og så havde jeg ellers gået der og ventet og ventet, imens jeg glædede mig til de kom hjem igen. Jeg så ikke skyggen af dem i tre år. Måske ville de egentlig gerne have sagt farvel, måske havde det bare været for svært. Måske regnede de med at komme hurtigt tilbage, måske syntes de, det gjorde for ondt at sige farvel. Det gjorde nu ondt uanset. Men nu hvor de endelig var her igen, blev jeg mest af alt irriteret. Ikke overrasket eller forskrækket. Kun irriteret. Møghamrende irriteret over at være ved at snuble i en aflang tøjbunke, der var blevet smidt mellem det grønne skab og min seng, da jeg tung i kroppen og med halvtåbne øje daskede ud på toilettet søndag morgen. Senere blev jeg vred, ja næsten arrig over at de tillod sig at flytte ind igen. Jeg var seksten år, for helvede. Det var jo absurd! Jeg kunne sgu da ikke have de to imaginære fjollenisser til at hærge rundt inde i mit skab, MIT SKAB! Og altså havde de ingen stolthed? Man kan da ikke flytte ind hos en sekstenårig!