Gry - kl 19:51 d. 20. marts 2009

Pludselig banker det på entredøren! Tre hårde slag. Gunk, gunk ga-gunk!!!Det giver et sæt i Mirjam. Tre sæt, faktisk. Hun tør helt sikkert ikke gå ud og lukke op. Hvad nu, hvis det er en røver? Eller en terrorist? Eller Slagter-Erling? På jagt efter endnu et tøsehoved?Mirjam holder sig for ørerne og venter på, at det går væk. Imens sker der noget. Noget helt vildt sært, faktisk. En masse glimmerstøv i alle mulige farver begynder at svæve rundt i luften på hendes værelse som en lille bitte hvirvelvind. Gult og blåt og rødt og grønt og violet. Det er så smukt, at Mirjam næsten ikke kan trække vejret. Det banker igen. Højt og hårdt. Men nu hører Mirjam det knap nok. Farvestøvet suser tættere og tættere, indtil det samler sig helt og bliver til - en lille pige! Pigen er så fin og så smuk, at Mirjam næsten ikke kan tro, hvad hun selv ser. Pigen har en kappe på, der når helt ned til hendes små fødder, og den er fuld af farver. Det er nok, fordi støvet har sat sig på den.Mærkeligt nok er Mirjam slet ikke bange. Men hun ved heller ikke rigtigt, hvad hun skal sige. I stedet taler pigen til hende:- Hej Mirjam, siger hun. Hendes stemme er tynd og fin og minder om små sølvklokker, der kimer langt borte i en stille vinternat.- Hej, svarer Mirjam. Hun bliver frygteligt flov, for hendes egen stemme skurrer lige pludselig så rustent og groft.

Charlie - kl 17:16 d. 19. marts 2009

Med femten tommelfingre og en næsten hysterisk panik fik jeg låst døren op og væltede ud på gangen, yndefuldt som en pose kartofler.- Hej Clara. Har du det godt? Du ligner lort! sagde en fyr, der unægteligt lignede Charlie. Eller Bob Marley. Jeg var ikke helt sikker.- Tak. Hvad laver du her?Jeg syntes selv, det passede til lejligheden i begge tilfælde.- Jeg er inviteret. Sammen med Jazzy.- Nå, sagde jeg og drejede skarpt til højre i et forsøg på at slippe ud af lejligheden hurtigst muligt. Jeg nåede at tage fra med hånden, inden hele min krop stødte ind i væggen. Jeg måtte ud i den kolde frihed. Jeg måtte have luft.- Føj for satan! råbte Mikkel inde fra toilettet.- Hvem fanden har ørlet i vasketøjskurven?Nå, så havde jeg da ramt noget.- Og hvad er der lige sket med forhænget? LIIIINEEE!Jeg måtte ud. NU!

Monica - kl 05:30 d. 17. marts 2009

- Hov du! Hvem kalder du et fjols! Du kan jo ikke engang koge et æg!- Det er fordi jeg ikke spiser æg. Og jeg inviterer i hvert fald ikke gæster til sådan en omgang skidesyge!- Nu stopper I! brød Krøllebølles sidedame ind. - Begge to!Jeevan så forskrækket på hende og Krøllebølle dukkede øjeblikkeligt hovedet og gled så langt ned i stolen, at han næsten forsvandt ind under bordet. - Vi er kommet her for at hygge os, så nu begraver I to stridsøksen og bliver gode venner igen.- Du lyder ligesom mor, grinede Jeevan, men holdt inde da han mødte hendes blik.- Ja, du har ret, sagde han så.- Kom med desserten, Chander.Charlie rejste sig med rynket pande. Han hadede at blive kaldt for Chander, selv om det jo faktisk var hans navn, hans indiske navn. Charlie var bare hans kælenavn. Med lange skridt gik han ud i køkkenet og kom tilbage med en skål, på størrelse med en balje.Folk tog små portioner, højst to skefulde og smagte først med det yderste af tungen. Det var ikke stærkt, det smagte af sukker. Candyfloss. Og så lignede det yoghurt, tyndt lyserødt yoghurt, med noget krymmel ovenpå, der satte sig fast på tænderne.Folk begyndte at fnise.- Ja, ja, sagde Jeevan surt, - Så laver jeg lige hurtigt nogle familiepizzaer.- Kan man få salat ovenpå? spurgte jeg og så bedende på ham.- Ja, og ekstra ost. Men så skal du selv lave den, sagde Jeevan og blinkede til mig.- Nå, sikke en service, brummede Krøllebølle.- Ja, Karim, og du går også med. Kom så Tykke, sagde Jeevan og hev ham op af stolen. Utroligt så hurtig han fik mælet igen.- Der er nok alligevel ikke meget juleaften over det her, hva’? sagde Charlie, mens han klaskede noget salat ovenpå pizzaen.- Det gør heller ikke noget, sagde jeg.- Du var ellers god med det mælk dér, sagde jeg med et fnis, og tilføjede: - Rescue 911.- Hold nu kæft ... sagde Charlie og smed en god blanding salat og ost efter mig.Der var helt stille, mens folk gnaskede pizza i sig. Ingen kunne lave pizza som Jeevan. Og Charlie og jeg.- Hey! sagde Charlie, - kom med.Ingen så vi gik, de havde travlt med at spise og begyndte at snakke og sladre, og hvad ved jeg.Vi gik ned ad skolestien i et højt tempo, det var pissekoldt, og jeg anede ikke, hvor vi var på vej hen, men Charlie virkede målrettet. Jeg havde hverken hue, halstørklæde eller vanter på, og jeg kunne næsten høre min mor sige: ”Jamen, hvis du absolut vil have lungebetændelse, så kan jeg jo ikke stoppe dig!” Men det var kun hvis hun var i det humør; altså forsmået-mor-til-uregerlig-teenager. Hvis hun derimod var sit ekstatiske ”happy go lucky”-humør, ville hun have sagt: ”Sådan en enkelt kold tur er der jo heller ingen, der er døde af endnu”. Det var bare aldrig til at vide, hvilket humør hun var i.- Hvor vi er på vej hen? spurgte jeg.- Jeg har aftalt at mødes med Jazzy Jo ved savværket her om lidt, sagde Charlie og stak sine hænder i lommen.- Det var da ellers et hyggeligt sted ... Her om aftenen, sagde jeg i et ironisk tonefald.- Ja. Han bor lige overfor.

Gry - kl. 01:25 d. 17. marts 2009

Dagen efter jeg blev seksten år, flyttede Lange Lars og Lydia ind i skabet igen. Det var der som sådan ikke noget nyt i; de flyttede ud og ind af det skab ustandselig og sagde hverken goddag eller farvel. Da jeg var yngre, sørgede jeg altid for at bunden af skabet var ryddet, så der var plads til dem, når de kom tilbage. Det havde jeg faktisk også gjort, efter de rejste sidste gang, og så havde jeg ellers gået der og ventet og ventet, imens jeg glædede mig til de kom hjem igen. Jeg så ikke skyggen af dem i tre år. Måske ville de egentlig gerne have sagt farvel, måske havde det bare været for svært. Måske regnede de med at komme hurtigt tilbage, måske syntes de, det gjorde for ondt at sige farvel. Det gjorde nu ondt uanset. Men nu hvor de endelig var her igen, blev jeg mest af alt irriteret. Ikke overrasket eller forskrækket. Kun irriteret. Møghamrende irriteret over at være ved at snuble i en aflang tøjbunke, der var blevet smidt mellem det grønne skab og min seng, da jeg tung i kroppen og med halvtåbne øje daskede ud på toilettet søndag morgen. Senere blev jeg vred, ja næsten arrig over at de tillod sig at flytte ind igen. Jeg var seksten år, for helvede. Det var jo absurd! Jeg kunne sgu da ikke have de to imaginære fjollenisser til at hærge rundt inde i mit skab, MIT SKAB! Og altså havde de ingen stolthed? Man kan da ikke flytte ind hos en sekstenårig!